Guide til bordfodbold i Danmark

Guide til bordfodbold i Danmark

Bordfodbold er et spil, som de fleste af os har stiftet bekendtskab med på et eller andet tidspunkt i vores liv. Spillet findes i mange SFO’er og ungdomsklubber rundt omkring i landet, men bordfodboldborde ses i stigende grad også på arbejdspladser. Spillet bliver mere og mere populært, og nu om stunder er det også muligt at opsøge egentlige bordfodboldklubber, hvor man kan møde andre ligesindede og passionerede spillere.

Men hvordan kommer man igang med at spille bordfodbold, og hvad gør man, hvis man vil spille i en egentlig bordfodbold klub og deltage i turneringer? Vi vil forsøge at komme med en række gode råd i det følgende, så du forhåbentligt kan få besvaret de spørgsmål du måtte have til bordfodbold i Danmark.

Fordele ved at spille klubbordfodbold og hvordan du kommer i gang

Der er mange fordele ved at spille bordfodbold i en klub. Her ser vi på nogle af dem:

  • For det første kan man blive meget bedre til at spille bordfodbold. I en bordfodbold klub får man mulighed for at spille spillet regelmæssigt og samtidig mod mennesker, som ofte er mere erfarne end en selv. Derved kan du lære en hel masse nye teknikker og måder at træne på. Mange klubber tilbyder også egentlig træning en gang om ugen, hvor en af klubbens mest erfarne spillere kommer med gode råd og kommentarer.

  • For det andet kan man lære ligesindede foosball-entusiaster at kende og derved få en masse nye venner. Mange bordfodboldklubber afholder desuden turneringer og andre sociale komsammener som jule- og påskefrokoster, så man kan blive rystet sammen og lære hinanden at kende på en helt anden måde, når man spiller på klubbens fodboldbord.

  • Man kommer til at lære mere om ansvar og team work, og man lærer at håndtere sejre og nederlag med samme sind. Dette og det sociale fællesskab gør, at man kan hurtigere kan udvikle sine sociale kompetencer. Derudover kræver bordfodboldspil også fokus og koncentration, hvilket man også opøver, når man spiller i en klub.

Hvis du vil i gang med at spille bordfodbold i en klub, er der efterhånden en del muligheder. Der findes nemlig en hel række af lokale klubber i de større danske byer, og der er tilmed også et officielt dansk bordfodboldforbund!

Bordfodbold-i-Danmark

Det danske bordfodboldforbund

I Danmark er det Danske Bordfodbold Forbund (DBFF) den officielle bordfodboldorganisation. Forbundet varetager udviklingen af kendskabet til spillet og afholder turneringer i Danmark. Med en historie, der går helt tilbage til 1997, har DBFF også en meget lang historie her i landet.

Organisationen udviklede sig fra oprindeligt at være en uformel bordfodboldturnering, som blev afholdt én gang om ugen på baren KulKaféen i hjertet af København, som havde et bordfodboldbord, til at blive Danmarks officielle bordfodboldforbund. Dengang som nu bestod denne bordfodbold klub af en gruppe virkelig engagerede spillere, som var enige om, at bordfodbold manglede officiel repræsentation i Danmark, og at der var et stort potentiale for at udvikle kendskabet til spillet i Danmark.

DBFF’s første formand var Bo Wermus, som den dag i dag er en central skikkelse indenfor bordfodbold i Danmark. Således driver han blandt andet hjemmesiden fodboldborde.dk, som er dedikeret til Bonzini-borde, og som også sponserer danmarksmesterskaberne i bordfodbold.

Siden den stiftende generalforsamling i slutningen af 1997 har DBFF udviklet sig til at have fem bordfodbold klubber, hvor der kan spilles bordfodbold i de større danske byer. Således er der klubhuse i både København, Århus, Aalborg, Odense og Kolding, hvor man kan møde op og spille, og i dag har DBFF hundredevis af medlemmer.

Det danske bordfodboldforbund

Hvis du vil spille i en bordfodbold klub på Sjælland, Fyn, eller i Jylland

Som nævnt er det muligt at spille bordfodbold på klubniveau i flere af de større danske byer. Nedenfor tager vi et kig på nogle af de største klubber i Danmark. I alle disse klubber spilles der fortrinsvis på de franskproducerede Bonzini-borde, fordi klubberne alle er medlem af DBFF.

I de andre danske byer, hvor der ikke er en officielle bordfodbold klub, som er dedikeret til bordfodbold, vil der dog typisk være et bord at finde på caféer eller i barer. I mange tilfælde vil man dog også kunne oprette sin egen lokale og officielle klub, hvis man skriver til DBFF og anmoder om det.

Hvis du bor i enten København, Aarhus, Aalborg eller Odense, så kan du dog med fordel kontakte en af klubberne her – vi linker til dem nederst på siden:

  • Hovedstadens Bordfodboldforening (HBF), som dækker københavnsområdet, er landets største klub med omkring 500 medlemmer. Her findes hele 8 stk. Bonzini-borde, som flittigt benyttes af de mange medlemmer.

    På klubbens hjemmeside og facebookside, som jævnligt opdateres, er der altid mulighed for at finde information om begivenheder, arrangementer og særlige events – og dem er der mange af!

    I HBF er der muligt at komme forbi og spille bordfodbold alle hverdage mellem kl. 18.00-23.00. Medlemsskab fås til særdeles venlige priser: 100 kr pr. halvår for nye medlemmer, og 150 kr pr. halvår for “gamle” medlemmer.

    Adressen er Ahlefeldtsgade 18, kld. tv., 1359 København K. Hjemmeside: hbfbordfodbold.dk og Facebook: facebook.com/hbfbordfodbold/. HBF deler således lokaler med DBFF.

  • Århus Bordfodboldforening dækker Aarhus og opland og er landets næststørste klub. I de hyggelige lokaler i denne bordfodbold klub finder du mere end 8 fodboldborde, hvoraf de fleste er Bonzini-borde. Dette er en rigtig hyggelig klub med sofamøblement, så man også kan få en slapper og en hyggelig snak, når man ikke spiller.

    I foreningen er der både ugentlige mandagsturneringer (19.00-22.30), onsdagstræning for nye medlemmer (18.00-20.30) samt en månedlig rangliste-turnering om fredagen.

    Prisen for medlemsskab er igen utroligt fair i forhold til det sociale fællesskab og muligheden for at blive rigtig god til at spille bordfodbold. Prisen er 200 kr. om året for nye medlemmer og 300 kr. for gamle medlemmer.

    Du finder Århus Bordfodboldforening i Ungdomskulturhuset på Hjortensgade 23, 8000 Aarhus C.

    Facebook-hjemmeside: facebook.com/pg/aarhusbordfodboldforening.

  • Aalborg Bordfodboldforening samler dedikerede spillere fra Aalborg og omegn. Som i de øvrige bordfodboldklubber afholdes der også sociale arrangementer som jule- og påskefrokoster efter interesse.

    Foreningen holder åbent hver tirsdag aften mellem 19.00 – 22.00, hvor man kan komme og spille på klubbens fem Bonzini-borde.

    Adressen er Vesterbro 14, 9000 Aalborg.

    Facebook-side: facebook.com/AalborgBf/.

  • Odense Bordfodboldforening. Odense-klubben har til huse på Rugårdsvej 40/Ørstedsgade 19, kld., 5000 Odense. Foreningen holder åbent om mandagen fra 18.00 – 23.00.

    Klubben har hjemmesiden odense-bordfodbold.blogspot.dk/, som dog i skrivende stund ikke er blevet opdateret i lang tid.

    Foreningens Facebook-side er dog aktiv og bruges flittigt: facebook.com/Odense/.
Det er sjovt at spille bordfodbold

Bordfodboldturneringer i Danmark

De nævnte klubber afholder typisk tilbagevendende ranglisteturneringer og månedlige turneringer for medlemmerne. Dog afholdes også en række større, officielle turneringer i Danmark, som også tiltrækker et international publikum – såvel som spillere.

De første officielle danmarksmesterskaber i bordfodbold blev afholdt i 1998 af Dansk Bordfodboldforbund i spillestedet Pumpehuset i København. Siden da har DM været en tilbagevendende begivenhed, som typisk er blevet afholdt i oktober. Udover denne turnering så afholdes der også konkurrencerne Danish Open, Copenhagen Open og Aarhus Open en gang om året eller mere. Der vil dog altid blive informeret omkring disse aktiviteter på DBFF’s facebookside.

Disse turneringer vil vi dog tage et mere detaljeret kig på i en fremtidig blogpost.

Bordfodbold-i-Danmark-2-3

For mere information, se her!

Hvis du ønsker mere information, så har vi samlet en nyttige liste med links til bordfodbold i Danmark her:

• Dansk Bordfodbold Forbund (DBFF)
DBFF – hjemmeside på ITSF
DBFF på Facebook
Adresse: Ahlefeldtsgade 18, 1359 København K

• Hovedstadens Bordfodbold Forbund (HBF)
HBF – hjemmeside
HBF – Facebookside
Adresse: Ahlefeldtsgade 18, 1359 København K
(åbent hverdage mellem kl. 18.00-23.00)

• Århus Bordfodboldforening
Århus Bordfodboldforening – Facebookside
Adresse: Ungdomskulturhuset, Hjortensgade 23, 8000 Aarhus C.
(åbent mandage: 19.00-22.30 og onsdage: 18.00-20.30 samt månedlig fredagsturnering)

• Aalborg Bordfodboldforening
Aalborg Bordfodboldforening – Facebookside
Adresse: Vesterbro 14, 9000 Aalborg
(åbent tirsdage: 19.00 – 22.00)

• Odense Bordfodboldforening
Odense Bordfodboldforening – hjemmeside
Odense Bordfodboldforening – Facebookside
Adresse: Rugårdsvej 40/Ørstedsgade 19, kld., 5000 Odense
(åbent mandage: 18.00 – 23.00)

Kilder: foreningernes hjemmesider som ovenfor, fodboldborde.dk, wikipedia.org, table-soccer.org. Tak til pixabay.com og Århus Bordfodboldforening for tilladelse til at bruge billederne : )

Relaterede indlæg