En guide til de store turneringer i bordfodbold

Bordfodbold turnering

Bordfodbold bliver mere og mere populært, og bordfodboldklubber og foreninger er efterhånden sprunget op i de fleste store danske byer. Det kan være, at du allerede er rigtig god og søger nye udfordringer eller, at du er begynder, men brænder for bordfodbold og har store ambitioner om at blive bedre til at spille.

I begge tilfælde vil det være en god ide at kaste sig over konkurrence-bordfodbold. At deltage i en turnering har den fordel, at man udover at opleve fællesskabet omkring det, og at man har det sjovt, også vil kunne målrette sin træning og derved få større fokus. Fokus plus hårdt arbejde er lig med succes. Selv hvis du træner hårdt og bliver slået ud af turneringen efter første runde, vil du sandsynligvis være blevet meget bedre til at spille, end før du stillede op, samt mange oplevelser rigere.

Denne blogpost er dedikeret til at give dig et overblik over konkurrencebordfodbold. Vi kommer til at se på forskellige typer af turneringer på det International Bordfodbold Forbunds (ITSF) hjemmeside samt give dig et indblik i og hvad de kræver. Endelig kommer vi også til at se nærmere på turneringerne, som afholdes i Danmark. Læs med forneden : )

Syv forskellige turneringer i bordfodbold du bør kende til

Den fulde oversigt over konkurrencer finder du på ITSF’s hjemmeside… hvis du kan finde hoved og hale i den! – For når man kigger på hjemmesiden kan man meget hurtigt tabe overblikket. Derudover er der en masse termer og forkortelser, som ikke er nærmere defineret og som også kræver en større indsats at finde svar på! Derfor kigger vi her lidt på nogle af de ting på ITSF’s hjemmeside, som let kan forårsage forvirring og føre til mange ubesvarede spørgsmål. Hjemmesiden kan du tilgå via linket.

ITSFs hjemmeside

Det Internationale Bordfodbold Forbund afholder en række forskellige turneringer som udgør Forbundets såkaldte ITSF World Tour. Dette er en generel betegnelse for mesterskaber og turneringer, som afholdes i ITSF regi. Nogle af turneringerne fremgår på billedet ovenfor, som kommer fra ITSF’s hjemmeside.

World Tour turneringerne er inddelt i syv kategorier, som vist med deres engelske navne herunder:

  • World Championships (single-kampe)
  • World Cup (holdkampe)
  • Continental Championships (single-kampe) / Continental Cups (holdkampe) / League (holdkampe)
  • World Championships Series eller WS (single-kampe og holdkampe)
  • International Series
  • Master Series
  • Pro Tour

Bordfodbold turnering 3De vigtigste og mest prestigefyldt kampe er de øverste, altså World Championship og World Cup. Dette er også de mest sjældne mesterskaber, som typisk kun afholdes en gang om året. Derudover afholder hver af de store bordfodboldproducenter som Bonzini og Garlando også et årligt verdensmesterskab. Disse turneringer afholdes under World Championship Series, hvor der kun dystes på autoriserede borde fra de pågældende fabrikanter og da også kun i fabrikanternes hjemlande.

Mere hyppigt er det derfor at se opslag og invitationer til Masters og Pro Tour-turneringerne. Dette er mindre internationale konkurrencer som kan afholdes flere gange årligt i forskellige bordfodboldklubber i de lande, som er medlemmer af ITSF. Her kan nævnes Aarhus Open og Copenhagen Open, som begge er årligt tilbagevendende turneringer i Danmark og som er gode, hjemlige eksempler på Masters og Pro Tour turneringer.

Konkurrencer i bordfodbold kræver særlige turneringsborde

For at sikre ens konkurrencestandarder på tværs af landegrænser har ITSF oprettet tre kategorier af bordfodboldborde, som alle opfylder særlige kriterier. Disse tre kategorier er 1) officielle bordfodboldborde, 2) anerkendte borde og 3) ITSF fodboldborde.

Alle ITSF turneringer skal afholdes på et bordfodboldbord, som lever op til de Forbundets særlige standarder. Disse standarder er til for at sikre, at kvaliteten af det bord, der bruges til en given turnering, er upåklagelig. Som udgangspunkt gælder det, at jo højere rangeret og jo mere prestigefyldt en turnering, desto større krav er der også til de borde, der kan spilles på.

  • Officielle bordfodboldborde er godkendt til de mest prestigefyldte turneringer, som for eksempel verdensmesterskaberne. De modeller af borde, som er kvalificeret til de internationale topturneringer, afgøres af ITSF’s ledelse hvert andet år.
    Som udgangspunkt må der kun være fem designs af borde, som er godkendt til brug i disse helt særlige turneringer. I skrivende stund er det kun særlige modeller af borde fra Bonzini, Garlando, Roberto Sports, Leonhardt og Tornado, der er godkendt til disse turneringer.

Officielle ITSF fodboldborde

  • Anerkendte turneringsborde er godkendt til mindre prestigefyldte konkurrencer som International Series, Master Series og Pro Tour turneringerne, hvor der er mindre høje krav til turneringsbordene. I øjeblikket benyttes borde fremstillet af Warrior Table Soccer, Fireball og Kivent til i disse turneringer
  • ITSF fodboldborde benyttes til Master Series og Pro Tour turneringerne, og har de laveste krav. Disse borde fremstilles blandt andet af Foosmaster og Rosengart Foosball.

Du kan læse mere om de enkelte borde på ITSF’s hjemmeside.

Turneringer afholdes efter de officielle regler, speedball regelsættet eller classic reglerne

Under hver konkurrence på ITSF’s hjemmeside står bogstaverne O-S-C, og mindst en af disse er markeret for hver turnering. Det kræver lidt kendskab til bordfodbold, før man kan gøre sig forhåbninger om at tyde disse forkortelser, da forklaringerne ikke er let tilgængelige på hjemmesiden.

Bogstaverne henviser til det regelsæt, som turneringerne bliver afholdt efter. Således står O for “officielle regler”, S står for “Speedball” og C står for “Classic”. Det officielle regelsæt er langt det mest brugte, men i flere konkurrencer anvendes de to øvrige regelsæt også i større eller mindre grad.

Vi har allerede skrevet en blogpost om de officielle regler i bordfodbold, som kan tilgås her. Derfor kigger vi i det følgende lidt nærmere på, hvad der er anderledes ved speedball og classic reglerne.

  • Speedball er en spillestil, hvor fokus – som navnet antyder – er på hurtigt spil mere end noget OSC - official, speedball og classic reglerandet. Reglerne følger overordnet de officielle regler, men har også en række vigtige afvigelser. De vigtigste forskelle er således, at der spilles bedst ud af tre kampe og til fem scoringer i hver match. I den sidste kamp skal et hold vinde med en margin på to mål og da maksimalt op til otte mål.
    I speedball skal bolden desuden være i kontinuerlig bevægelse. Dette betyder, at bolden ikke må standses og holdes ved en spillerfigur i mere end maksimalt et sekund, før den skal spilles videre. Hvis bolden kommer i kontakt med en spillerfigur og ikke spilles videre inden for et sekund, skal bolden spilles til en anden spillerfigur på den samme stang eller skydes på en sidevæg (to boldberøringer), før der må spilles videre. Dette skal gøres indenfor det efterfølgende sekund.
    Boldbesiddelsen er desuden afgrænset til kun 5 sekunder på alle stænger, også målmandsstængerne. Til gengæld er luftskud tilladt under forudsætning af, at ingen andre regler overtrædes for at udføre skuddet. Time-outs er også tilladt, men kun to time-outs á hver 15-sekunders varighed er tilladt i hver kamp og da kun efter en scoring eller mellem hver kamp. Time-outs er således ikke tilladt, mens bolden er i spil. Endeligt er det tilladt for spillere at skifte position ved bordet mellem efter en scoring eller mellem en kamp.
  • Classic reglerne følger helt overordnet de officielle regler fra ITSF. Forskellene er primært, at ingen spinning er tilladt overhovedet, heller ikke engang en enkelt 360 graders omdrejning. Endvidere er det tilladt at holde bolden på hver af stængerne op til 10 sekunder.
    I Classic reglerne er der tre valgfri regler vedrørende boldafleveringer, som kan spilles enten efter ITSF’s regler, eller med brug af enkeltmands-afleveringer eller enkeltmands-afleveringer sammen med boldserv fra målmandstangen. Disse regler er som sagt valgfri, og man skal derfor vælge én af disse og melde klart ud, hvilken der vil blive spillet efter, før en turnering. Når man først har udvalgt en af disse regler, skal de også overholdes resten af turneringen.

bordfodbold turnering 2Hvilke spillerkategorier er der i bordfodboldturneringen?

At spillet er for alle og enhver kommer tydeligt til udtryk ved de store turneringer, hvor mænd og kvinder i aldre aldre dyster i bordfodbold. Endvidere er der også en spillerkategori for handicappede spillere.

Hvis man klikker ind under en given turnering på ITSF’s hjemmeside, vil man kunne se en række af bogstaver – O, W, J, S og D. Disse angiver hvilke spillere, som indgår i en kategori, som vist forneden:

  • O – open (mandlige deltagere mellem 18 og 49 år)
  • W – women (kvindelige deltagere mellem 18 og 49 år)
  • J – junior (unge under 18 år)
  • S – senior (spillere som er 50 år gamle og derover)
  • D – disabled (handicappede spillere)
  • M – mixed (en blanding af mandlige og og kvindelige spillere på tværs af aldersgrupper)

Kategorierne underinddeles også efter, om der er tale om en single kamp (én mod én) eller en double (to mod to). For eksempel er en spillerkategori med forkortelsen “OS” for mandlige spillere i en singles kamp og “SD” betyder, at der er tale om en kamp for seniorer, som spiller double.

Spillerkategorier i bordfodbold

For at forvirre kan man dog også opleve, at mindre turneringer benytter sig af O – open for deltagere af begge køn, som det eksempelvis var tilfældet for Danish Open i 2016, hvor både mænd og kvinder deltog.

Typisk varer en international turnering helt op til en uge fra start til slut. De første dage bruges typisk på intenst træning på konkurrencestedet, hvor man kan lære at forfine og raffinere sine teknikker. Dette er desuden en fantastisk mulighed for at møde spillere fra andre lande og knytter venskaber på tværs af landegrænser. Typisk afholdes turneringerne efter speedball og classic reglerne på én dag, og gerne i begyndelsen af programmet. Derefter følger World Championship i en til to dage (afhængigt af antallet af spillere), som efterfølges af World Cup, som også varer en til to dage.

Hvilke turneringer findes der i Danmark – og hvordan kommer du i gang med at deltage?

Også i Danmark afholdes der jævnligt turneringer i bordfodbold. Der afholdes blandt andet både Pro Tour og Master Tour turneringer i København og Aarhus foruden de nationale mesterskaber, altså danmarks-mesterskaberne. Det danske Bordfodbold Forbund arrangerer og afholder danmarksmesterskaberne én gang om året uden indblanding fra ITSF, men resultaterne lægges ud på ITSF’s hjemmeside.

Bordfodboldturneringer i DanmarkMen hvordan kommer du i gang med at deltage i turneringsbordfodbold, hvis du er interesseret? Det bedste råd, vi kan give herfra, er at begynde at komme i en bordfodboldklub regelmæssigt. I de fleste større danske byer er der klubber, hvor du vil kunne møde ligesindede at træne med. I de danske klubber afholdes der med jævne mellemrum interne turneringer og rangliste-turneringer, hvor man kan måle sig i sammenligning med de andre medlemmer. Du kan altid finde informationer om turneringer på fodboldklubbernes hjemmesider og Facebook-sider, som vi linker til nederst på denne side.

Det er vigtigt at huske på, at det at blive god til bordfodbold er en process, hvor man hele tiden udvikler sin teknik. Derfor vil det for mange være en hjælp at blive rangeret lavt på de interne klublister, så man har en ide om, hvor man skal fokusere sin træning og lære af de mere erfarne spillere. Derfra kan du så arbejde dig op. Det er også en fordel at spille i en klub, hvis du ikke ellers har adgang til et fodboldbord.

Når du har spillet bordfodbold på klubniveau i nogen tid og mestret de grundlæggende ting og teknikker, og du føler dig parat, kan du stille op til din første Pro Tour turnering sammen med resten af spillerne i klubben. Derfra er det bare at fortsætte med at træne og se dig selv blive bedre med tiden. Vigtigst af alt er det dog at holde sig for øje, at formålet med at træne og spille bordfodbold ikke er at vinde konkurrencer og turneringer, men at have det sjovt og nyde processen. Så skal resten nok komme af sig selv : )

Nyttige links indenfor bordfodboldspillets store verden

Her linker vi til nogle af de hjemmesider, hvor det er bedst at starte med bordfodbold:

En stor tak til Aarhus Bordfodboldforening for tilladelse til at bruge deres billeder her på hjemmesiden!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *